Familiekursus

Du er her: Forside > Korte kurser > Familiekursus

23. juli - 29. juli 2012  (børn fra 6 år)

 

Uldum Højskole inviterer til forrygende uge for hele familien. Tag dine forældre, dine bedsteforældre, dine søskende eller fætre og kusiner med til vores nye familiekursus. Nogle aktiviteter er for voksne, nogle for de unge, nogle for børn og de fleste er for alle. En uge med fuld fart i en traditionsfyldt højskoleramme.

Fag
Der vil være 6 forskellige fag, som ligger 4 formiddage i løbet af ugen. Hver person, både voksne og børn, skal vælge et fag (og kun et), som man ønsker at følge de fire gange. To af fagene er kun for voksne og unge (født i 1999 eller før) og de andre fire fag er for alle, både børn, unge og voksne. De førstnævnte tager mest udgangspunkt i voksne og de sidste mest hensyn til børn og unge. Vi håber at alsidigheden i fagene vil ramme bredt.

Kor
Slip stemmen løs og syng dig glad. Vi skal arbejde med rytmisk musik i forskellige stilarter, og gerne flerstemmigt. Musik der er fuld af rytme, intensitet og livsglæde, og med gode tekster på både dansk og engelsk. Produktet af vores anstrengelser præsenteres sidst på ugen. Erfaring er ikke et ”must”, men en god hjælp.

Billedværksted
I billedværkstedet introduceres til forskellige teknikker i arbejdet med at skabe billeder. Der er bl.a. mulighed for at arbejde med tegning, akvarel, akrylmaleri og sæbeboble-maleri – på lærred, spånplade eller papir. Der gives et indblik i farvelære, komposition, flade og rum. Der er såvel fælles som individuel undervisning. Materialer kan medbringes eller købes på skolen. Anslået gennemsnitsudgift (ved køb af materialer på skolen): 2-300 kr.

FAG – mest henvendt til børn (og alle andre) (børn fra 6 år – alle)

Musik
Vi laver musik så alle kan være med. Vi arbejder med rytmer i os selv og vores omgivelser bl.a. gennem sang- og rytmelege, og prøver at videreføre det vi lærer til instrumenter. Forhåbentlig får vi også lavet et “miniorkester” og lærer et par sange. Kurset er med børnene i fokus, og foregår på deres præmisser, men der er selvføgelig plads til alle størrelser, stemmer og talenter. Det vigtigste er at man har lyst til musik. Hvis man kan spille et instrument eller er sej til at synge er det vildt fedt, men absolut ikke et must. Medbring gerne instrumenter, lige fra guitar til rytmeinstrumenter eller bare en sangstemme!

Kreativt værksted
I kreativt værksted skal vi arbejde med glaskunst. Dette er et værksted for nybegyndere, så alle kan være med. Man vil lære teknikker til at lave ens egne perler, som skal bruges til at lave diverse smykker. Vi vil også lave små glas dyr og pynte ting.
Da der er et max. for hvad vi kan have af glas i varmeovnene, vil der også være et max. af antal deltagere på dette hold., max. 20 personer (først til mølle).
Dette er et åbent hold for alle aldre, men er man under 10 år skal man have en voksen med. Der vil være et materialebeløb på 150 kr. for at deltage på kreativt værksted.
 

Teatersport og leg
Teatersport kaldes også improvisationsteater. Det gælder nemlig om at improvisere, smide hæmningerne, at være til stede, at sige ja til sig selv og andre, at gribe det første indfald, at gøre din medspiller god. Man har ikke faste roller og replikker, men finder selv på undervejs, så det gælder om ikke at tænke for meget, og bare være impulsiv.
Vi vil sammen lave øvelser og lege, i rammer der tvinger en til at lade ens opfindsomhed og fantasi få frit løb. Det betyder masser af sjov og fjolleri.

Idræt og leg
Vi laver forskellige aktiviteter inden for idræt, boldspil og leg. Vi skal battle, spille bold på græs og i sand, lege fangelege, stafetter, detektiver (Cluedo), og bevæge os samtidig med at vi har det sjovt og forhåbentlig også prøver nye ting.
Medbring tøj og sko til at være aktiv og udendørs.

Fælles
Efter morgenmaden er dagens første fællesarrangement morgensamlingen hvor vi synger et par sange og hører en god historie eller andre informationer. Derudover er der en hel række fællesaktiviteter som er tilrettelagt for hele familien.

Aftener
Vi laver fælles bålaften, saftevandsdisko for børn, mens der er cafeaften for voksne, foredrag for voksne, underholdning for alle, sjov og ballade … og medens børnene leger videre mødes de voksne til kaffe, te, kage og højskolesange i Spisesalen.

Alle aftener slutter med at vi åbner en lille cafe, hvor man kan slappe af over en øl, et glas vin eller en sodavand!

Svømning
Vi holder svømmehallen åbent hver morgen og hver eftermiddag – både for dem der vil motionssvømme og for dem der hellere vil lege. Alle svømmetilbud overvåges af folk der kan livredning.

Heldagstur
Om torsdagen tager vi alle af sted på tur. Enten tager man på kanotur på Skjern Å (kræver at man som minimum er 1 voksen fra familien med) og her skal man vælge mellem en lang (14 km.) eller en kort (8 km.) rute. Eller også tager man med bus ud i naturen i Østjylland og går en tur.

Indkvartering
Du kan vælge mellem indkvartering i enkeltværelser og familieværelser, samt teltplads. Værelserne er med eget toilet og bad, dog er enkeltværelser i gammel fløj med toilet og bad på gangen. Sengelinned og håndklæder er inkl.

Priser

Voksne, familieværelse               3950 kr.

Voksne, enkeltværelse i gl. fløj    3650 kr.

Børn 6-17 år                              2350 kr.

Teltplads, voksne                       3050 kr.

Teltplads, børn                           2050 kr.

Og selvfølgelig:
Hvis du har spørgsmål til ugens indhold udover det her beskrevne, er du meget velkommen til at ringe til højskolens kontor tlf. 7567 8211 eller til til kursusleder Torben Christensen tlf. 7567 9966.

Tilmelding