Rejs videre på egen hånd
Efter den etniske rejses 18 dage kan du vælge at rejse videre på egen hånd. Nedenfor finder du informationer om nogle af de spændende steder, du kan besøge.
Usambara-bjergene
Efter en køretur mod syd på godt 4 timer fra Moshi kommer man til Mombo. Herfra snor en vej sig op i Usambara-bjergene til Lushoto 25 km væk. Turen alene er anstrengelserne værd, for landskabet er utrolig malerisk. Men det er besværligt at skifte bus i Mombo, så tag hellere en direkte bus til Lushoto fra Moshi. Kommer du sydfra, er der direkte forbindelse til Lushoto fra Dar es Salaam eller Tanga.
Landsbyen Lushoto ligger på skråningerne og terrasserne til en højlandsdal og var populær blandt kolonitidens tyskere, som en overgang overvejede at gøre byen til deres hovedstad pga. dens beliggenhed og milde klima. Lushotos omegn er meget frodig, og der dyrkes grønsager og frugt til markederne i Dar es Salaam og andre steder. Omkring Lushoto er der mulighed for at vandre nogle dejlige ture, ofte ad blidt stigende stier gennem bjergskov (regnskov), gennem landsbyer og forbi opdyrkede skråninger.

Dar es Salaam
Byen hed engang Mzizima, som betyder Den sunde by. I dag hedder byen Dar es Salaam, som betyder Den fredlige havn. Med sådan et navn er der overraskende gang i den. Der er 2.5 mio indbyggere, og Dar es Salaam er både den største og rigeste by i Tanzania. Dodoma, som ligger inde i landet, er hovedstad for den lovgivende og dømmende myndighed, men i praksis fungerer Dar es Salaam som hovedstad. Alle ministerier og ambassader har adresse i byen.
Hovedattraktionerne er: Kariakoo marked, Nationalmuseet og fiskemarkedet. Men byen rummer også andre muligheder: etniske restauranter, levende musik, boghandler, souvenirs, fodboldkampe, universitetet, m.m. og ikke mindst forbindelsen med båd til Zanzibar.
Zanzibar
Zanzibar er et ørige i Det indiske Ocean 25-50 km fra kysten af det afrikanske fastland bestående af mange så øer og to større: Unguja og Pemba. Unguja, som er hovedøen, bliver i daglig tale ofte bare kaldt Zanzibar.
Zanzibar var engang en separat stat med en lang historie indenfor den arabiske verden. Zanzibars hovedstad, som ligger på Unguja, hedder Zanzibar City og er verdenskendt for sit gamle kvarter, Stone Town med de smalle gyder. Hovedattraktionerne er: Stone Town, arkitekturen, basaren, muséer i Zanzibar City, natteliv med levende musik, alt-godt-fra-havet, bungalows på østkysten (f.eks. Paje eller Jambiani), delfiner, dykkerture, sejlture til de små øer, små fiskerlandsbyer og hvide sandstrande, Jozanie Forest og Spice-tour.

Kilimanjaro
Kilimanjaro er Afrikas højeste bjerg på 5895 m. Bjerget ligger i Tanzania nær grænsen til Kenya og hæver sig 4800 meter over det omgivende landskab. Bjergmassivet omfatter tre vulkantoppe, der blev dannet som en del af Rift Valley for 1/2 – 3/4 mio år siden. Ingen af vulkanerne er reelt aktive i dag . Højeste punkt er Uhuru Peak (Kibo) 5895m, mens de øvrige toppe er Mawenzi 5149 m og Shira 3962 m. Det er ikke vanskeligt at bestige det højeste punkt på Uhuru Peak, snarere en yderst strabadserende trekkingtur, om end den indeholder udfordringer, som man ikke skal ignorere… De 5895 m bringer nemlig bestigerne op, hvor der er risiko for højdesyge, og en meget væsentlig del af dem, som opgiver bestingen, gør det netop pga. højdesygen. Det tager normalt fem dage, dvs. tre dage op og to dage ned. Nogle bruger en ekstra dag på vej op for at vende sig til højden.
Husk – hvis du vælger at rejse videre på egen hånd, er det naturligvis på eget ansvar.

