Højskole og rejse

Der er mange oplagte fordele ved at rejse med folk, man kender fra højskolen. Det giver et godt sammenhold. Man får tid til at forberede mange ting i fællesskab: swahili, sange, danse osv. Hvis du vil rejse videre i Afrika på egen hånd efter den etniske rejse, så har du også chancen for at finde rejsekammerater.

Hvad med Zanzibar og koralrevet, eller bjergbestigning på Kilimanjaro eller volontørarbede? Der er mange muligheder.

På højskolen er der en række fag, du kan vælge iblandt og bruge til rejseforberedelse. Ud over Tanzania-intro med swahili, som er et obligatorisk fag for rejsens deltagere, kan du f.eks. vælge etnografi, politik, religion, mystik, filosofi og zoologi. Du kan også vælge blandt vores fag indenfor musik, kor, teater, gøgl og dans, som giver inspiration til nogle underholdende rejseindslag.

Blandt vores andre fag, kan du finde redskaber til formidling, hvis du er interesseret i at fortælle om dine oplevelser efter rejsen. Vi har bl.a. pædagogik, skriveværksted og foto.

Vi har bedt en tidligere elev og rejsedeltager fortælle lidt om mulighederne og oplevelsen af at kombinere højskole og rejse, Carola beretter:

“Hvorfor vælge når man kan opleve begge dele og mere til?
Til min egen store glæde fandt jeg ud af at det faktisk var muligt.

Jeg havde lige afsluttet min HF og som så mange andre unge mennesker i den situation var jeg både lettet over at være færdig, og i vildrede. For hvad skulle jeg vælge og hvad interesserede jeg mig egentlig for? Jeg vidste det ikke. Så i stedet for at springe på en eller anden tilfældig uddannelse, begyndte jeg at spare penge op til enten en rejse eller et højskoleophold.

Jeg havde altid haft en drøm om at rejse ud i verden, møde mennesker fra andre kulturer, se og opleve alt det spændene som ventede mig derude, og opleve friheden ved bare at rejse rundt.
Samtidig havde jeg siden jeg stoppede på efterskole svoret til mig selv at jeg ville opleve sammenholdet, fællesskabet og glæden ved at være sammen med andre mennesker igen. Fordi det tiltalte mig så meget. Og selvom jeg var ved at dø af nervøsitet lige inden jeg startede, og græd som en pisket da jeg forlod skolen 10mdr. senere, kunne jeg mærke på mig selv at det var det hele værd. Jeg ville så gerne på højskole. Jeg måtte for alt i verden opleve det igen. Så der stod jeg lidt og trippede, for med mine 3000 opsparede kroner hver måned kunne jeg se at der i øjeblikket ikke blev råd til begge dele.

Jeg begyndte at surfe lidt på nettet, for jeg syntes jeg havde hørt tale om en højskole der lå et sted i Afrika, hvilket jo kunne forene mine rejse/højskole ønsker på perfekt vis. Fandt dog hurtigt ud af at 6mdr så langt væk var lidt for ekstremt til mig, så i samme omgang bestilte jeg højskolernes fælleskatalog, og til min store overraskelse opdagede jeg at nogle stykker af dem også tilbød udenlandsrejser efter højskolen.

Selvfølgelig var der også andre kriterier højskolen skulle opfylde og valget var derfor ikke helt nemt, men efter at have besøgt et par af skolerne faldt mit valg på Uldum Højskole. Så jeg meldte mig til og ventede med spænding og stor nervøsitet på den 27 februar hvor mit højskoleophold skulle begynde. Nervøsiteten fortog sig hurtigt, og som dagene gik blev det federe og federe at gå på højskole, alle mine forventningerblev opfyldt og mere til, så det var jo bare helt fantastisk…

Og så var der jo lige rejsen til Tanzania. Et land jeg, før jeg hørte om det på højskolen knapt nok vidste hvor lå. Men det kom jeg jo til, for mens vi gik på højskolen fulgte alle os der skulle af sted, et introkursus, med vores lærer der er uddannet etnograf, og bl.a. også fungerede som en af vores tolke på rejsen, vi lærte lidt om kulturen, at sige ”hvad hedder du” og ”hej” på Swahili, gennemgik pakkelister, rejseplaner, tog stilling til om vi ville på safari eller ej (det ville vi godt), planlagde en auktion på højskolen, for at samle penge ind som vi selv besluttede hvor kunne blive brugt bedst. Bl.a. et handicapprojekt, der var under udvikling i den lille landsby Rundugai, som blev vores hjem i 10 dage.

Sidst i juni oprandt dagen hvor vores højskoleophold sluttede, og vi igen måtte drage hvert til sit, undtaget selvfølgelig lige os der skulle til Tanzania. Kun 2 dage efter vi havde forladt Uldum stod vi på et fremmed kontinent, i en fremmed lufthavn, og var på 11 timer gået fra at være anonyme borgere i et lille land, til at være meget anderledes og fremmede turister der blev lagt mærke til overalt. Det var en mærkelig følelse pludselig at være i et land så langt væk, være i Afrika, et sted vi havde hørt så meget om men aldrig selv havde set. Stort.

Og sådan fortsatte det, det var den ene storslåede oplevelse efter den anden. Storbyen Nairobi i Kenya, med de storslåede bygninger og de usle slumkvarterer. Den lange bustur på den usædvanligt hullede hovedvej, ned til vores landsby. Vandringen ud til Masaierne der boede i små lerhytter, hvor vi på vejen både krydsede floder og bananpalmeplantager. Tale med landsbyrådet og derefter med landsbyrådets kvinder alene og få nogen sandheder på bordet der ikke kom frem mens mændene var til stede. At gå i bad i en lille flod i 10 dage, med udsigt til Kilimanjaro. Være på Safari, ogse en vild løve ligge 1.5 meter væk, lege med børnene der fulgte os overalt hvor vi gik. Vandre rundt i en regnskov, og mest af alt bare være der, leve der og opleve befolkningen på rigtigt nært hold. En ting vi fik mulighed for, fordi Kim vores lærer har været i den samme landsby med en flok højskoleelever hvert halve år, i 3 år, og derfor kendte beboerne rigtig godt.

Men samtidigt var det også en stor oplevelse at få lov til at planlægge sin egen rejse hvilket vi fik mulighed for da de 3uger med Kim var gået og vi pludselig skulle til at klare os selv. Det var en fed og til tider lidt skræmmende oplevelse selv at kunne styre løbet, tage hvorhen vi ville, tage ansvar, og selv undersøge tingene, bl.a. var vi på Zanzibar som er en lille bounty-ø ud for Tanzanias kyst, med turkisblåtvand, fullmoon-partys, og ren afslapning. Nogle forsøgte at bestige Kilimanjaro, det kæmpestore bjerg med sne på toppen, andre igen var på togtur, og nogle valgte at tage hjem efter de 3 uger.

Med andre ord fik vi altså både glæden ved at kunne komme meget tæt på befolkningen, og efterfølgende planlægge vores egen rute. Og ikke at forglemme var det da også en helt klar fordel at være 16 af sted på en gang. Det kan helt klart anbefales.”