Etniske projekter
På den etniske rejse har vi penge med, som vi samler ind hjemme på højskolen ved en “Tanzania-auktion”, til at støtte nogle projekter i Rundugai, som byen vi besøger hedder. Vi støtter blandt andet den lokale skole, landsbyens sundhedscenter, et børnehjem, handicappede børn og masaiernes vandforsyning.
Det er op til rejsens deltagere selv at observere og diskutere, hvad pengene fra indsamlingen skal gå til, i fællesskab med Kim og i samråd med landsbyens ledelse. Pengene er ikke øremærkede på forhånd. Det giver den enkelte deltager erfaring med beslutningsprocesser, samtidig med, at man har mulighed for at se, hvordan ens forslag kan blive til virkelighed.
F.eks. står der nu et fint hønsehus med en hønsegård og 20 høns, som giver æg til børnene på et børnehjem ved Rundugai. Det startede med 500 kr. og en idé fra Sandra, der var med på den etniske rejse.
Vi har også bygget en skole til de handicappede børn i Rundugai, hvor de kan lære at læse og skrive samt blive oplært i et håndværk, så de kan klare sig selv senere i livet.
Deltagerne valgte også, at bevilge penge til at sundhedsklinikken i byen kunne få udviddet arealet, så de fik to adskilte lokaler; – det kostede 900 kr! Man kan gøre meget godt med få midler i Tanzania. Og vi bruger ingen penge på administration.


